Referat af bestyrelsesmøde i A/F Broen den 14. oktober 2019

  

Deltagere: Erik, Henrik, Lars og Kresten.

Mødet holdt hos: Henrik.

Referent: Erik.

  

Dagsorden:

1. Perioderegnskab

2. Opfølgning på punkter fra bestyrelsesmødet den 14. august 2019

2.1. Utæt vindue i nr. 8, 7. th.

2.2. Persondataloven

2.3. Mærkning af hensatte genstande i de udvendige depotrum

2.4. Utæthed i elskab i nr. 8, 1. th.

3. Nye punkter til dette møde

3.1. Reparation af facadepuds ved indgang nr. 6

3.2. Udskiftning af grundvandspumper

3.3. Problemer med døråbning fra dørtelefoner i nr. 6

3.4. Defekt stikkontakt på altan, nr. 6, 7. th.

4. Fællesmøde for Promenadebyens bestyrelser

5. Eventuelt

6. Mødekalender

  

1. Perioderegnskab

Forud for bestyrelsesmødet var perioderegnskabet for perioden 01.07.2019 – 30.09.2019 udsendt til bestyrelsens medlemmer. På mødet blev perioderegnskabet gennemgået. Perioden har givet et underskud på kr. 1.896. Årets første tre kvartaler har givet et samlet underskud på kr. 251.361. De væsentligste årsager til underskuddet er udgifterne til renovering af forrummene i kælderen, udskiftning af spildevandspumper og udskiftning af døre på tagterrasserne. Bestyrelsen forventer, at resultatet for hele 2019 stort set bliver i overensstemmelse med det på generalforsamlingen godkendte budget. Egenkapitalen pr. 30.09.2019 er kr. 502.344.

  

2. Opfølgning på punkter fra bestyrelsesmødet den 14. august 2019

  

2.1. Utæt vindue i nr. 8, 7. th.

Det voldsomme regn- og blæsevejr i uge 41 bevirkede, at der igen kom vand ind ved et af de vestvendte vinduer i lejligheden. De hidtidige tiltag har således desværre ikke været tilstrækkelige til at løse problemet med indtrængende vand. Firmaet Allan Led Hansen er nu sat på opgaven, og bestyrelsen håber, at problemet snarest bliver løst. Erik følger op på sagen.

  

2.2. Persondataloven

Forud for bestyrelsesmødet havde Erik fremsendt et udkast til ”Databeskyttelsespolitik for A/F Broen” til bestyrelsens medlemmer. På bestyrelsesmødet blev udkastet behandlet og enstemmigt godkendt. Erik sørger for, at dokumentet kommer på vores hjemmeside under fanebladet “Dokumenter vedrørende Broen” (her ligger i forvejen en ”Databehandleraftale mellem A/F Broen og LEA Ejendomspartner A/S”).

  

2.3. Mærkning af hensatte genstande i de udvendige depotrum

Fraflyttede beboeres efterladte genstande er blevet afhentet/fjernet, og på nær nogle få mindre genstande er alt i de to depotrum i Broens vestside (siden over imod Sejlet) nu mærket med navn/adresse. Beboere i Promenadebyen 6 kan fortsat benytte det sydlige depotrum og beboere i Promenadebyen 8 det nordlige depotrum. Alle bedes også fremover sørge for navn/adresse på genstande, der anbringes i depotrummene. Punktet er hermed afsluttet.

  

2.4. Utæthed i elskab i nr. 8, 1. th.

Med hjælp fra firmaet Allan Led Hansen er problemet med utæthed i elskab blevet løst og utætheden lukket. Punktet er hermed afsluttet.

  

3. Nye punkter til dette møde

  

3.1. Reparation af facadepuds ved indgang nr. 6

I et område på væggen til højre for indgangen til Promenadebyen 6 skaller facadepudsen af. Bestyrelsen har tidligere været i dialog med forskellige murerfirmaer for at få repareret skaden dog uden, at der er indgået en konkret aftale. Bestyrelsen drøftede opgaven og problematikken i, at den facadepuds, der skal anvendes, ikke længere forhandles i Danmark. Det blev besluttet, at Erik finder en murermester, der vil påtage sig opgaven, og indgår aftale om at få arbejdet udført.

  

3.2. Udskiftning af grundvandspumper

Omkring årsskiftet 2018/2019 blev Broens fire spildevandspumper udskiftet på grund af slitage. I forbindelse med denne udskiftning overvejede bestyrelsen, om Broens to grundvandspumper ligeledes skulle udskiftes. I samråd med pumpeleverandøren Desmi Danmark A/S besluttede bestyrelsen at udskyde udskiftningen af grundvandspumperne til senere. Serviceeftersynet af pumperne i september indikerede dog, at specielt den ene af de to pumper ikke kan holde så meget længere. Bestyrelsen drøftede situationen og nødvendige tiltag (primært at benytte den bedste af de to pumper til drift og belaste den dårligste mindst muligt). Det blev besluttet at afsætte et beløb (ca. kr. 60.000) til udskiftning af de to grundvandspumper i budgettet for 2020.

  

3.3. Problemer med døråbning fra dørtelefoner i nr. 6

Der har gennem længere tid været problemer med at åbne hoveddøren i nr. 6 ved brug af dørtelefoner i lejlighederne. En af de mekaniske dele i dørens låsesystem er blevet udskiftet, og dørpumpen på døren er blevet justeret. Efter disse tiltag har bestyrelsen ikke fået flere henvendelser om problemer med døren og håber derfor, at problemet nu er løst. Punktet er hermed afsluttet.

  

3.4. Defekt stikkontakt på altan, nr. 6, 7. th.

Lejligheden nr. 6, 7. th. havde i forbindelse med et voldsomt regn- og blæsevejr i september måned strømafbrydelse flere gange. En elektriker kunne konstatere, af strømafbrydelserne skyldtes, at en utæt stikkontakt på lejlighedens altan fik HPFI-relæet til at afbryde strømmen i lejligheden. Lejlighedens ejere har fået den utætte stikkontakt ordnet og har forespurgt bestyrelsen, om udgiften dækkes af A/F Broen. På bestyrelsesmødet blev det aftalt, at Erik giver ejeren skriftlig tilbagemelding om, at udgiften ikke dækkes af A/F Broen, idet vedligeholdelse/udskiftning af alt elektrisk udstyr, der er tilsluttet lejlighedens eltavle/elmåler, er lejlighedsejerens opgave, uanset om udstyret er i lejligheden eller på lejlighedens altan. Efter bestyrelsesmødet er der yderligere aftalt møde mellem repræsentanter fra bestyrelsen og lejlighedens ejere for at undgå misforståelser.

  

4. Fællesmøde for Promenadebyens bestyrelser

Bestyrelsen drøftede forskellige emner med henblik på det kommende fællesmøde for Promenadebyens bestyrelser.

  

5. Eventuelt

Der blev ikke besluttet noget under dette punkt.

  

5. Mødekalender

Bestyrelsesmøder:

 – Mandag den 9. december 2019 kl. 17.00 hos Lars

 – Mandag den 17. februar 2020 kl. 17.00 hos Kresten (årsregnskab og budget)

 – Mandag den 9. marts 2020 kl. 17.00 hos Erik (kun hvis der er behov)

Fællesmøde for Promenadebyens bestyrelser:

 – Fredag den 15. november 2019 kl. 17.30

Generalforsamling:

 – Onsdag den 22. april 2020

 – Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsen senest den 1. marts 2020.

  


Udgivet

i

,

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *