Udvikling på havnen

Kære medbeboere i Promenadebyen

Det er nu mere end 2½ år siden vi flyttede ind i vores nye lejlighed. Vi er rigtig glade for beslutningen om at flytte fra en lille kystby på Fyn til Odense Havn. Efter en hektisk periode med fejlrettelser i lejligheden og flere kampe med MT Højgaard er resultatet to blokke med nye skønne lejligheder i et fantastik miljø, centralt i Odense. Trods det at vi er ca. 200 beboere i blokkene og vores indbyrdes forskelligheder oplever jeg en rigtig god naboånd. Altid venlige smil, småsnak – og ofte meget lange samtaler og en stor hjælpsomhed. Mangler vi startkabler er der ikke langt ned til Chresten, mangler der paprika til aftensmaden er der hjælp hos Hanne og Jørn og har vi brug for et mindre stillads er der hjælp at hente hos vores nabo. Der er rigtig mange der deltager aktivt og lægger et stort arbejde i ejerforeningen, bestyrelserne mv.

Jeg har lige passeret de 52 år og har pensioneret mig selv. Jeg har i man-ge år glædet mig til at kunne indtage rollen som “den sure gamle mand” der med mange års ballast kunne forholde sig kritisk og negativt til nye tiltag.

Jeg har dog indtil nu haft svært ved at falde ind i rollen, og har ikke rigtig – selvom jeg forsøger – kunnet komme i det røde felt over de små ting der kan være i så stor en bebyggelse. Trods finanskrisen sker der rigtig meget på havnen: Nye boliger i Englandsgade, Sejlet står snart færdigt og det virker som om der bliver mere og mere liv på havnen. Vi ser dagligt lystfi-skere, skibe der går ind og ud og fornyligt Jægerkorpset der “besatte” Byens Ø og i aftes Techno fest på øen. Alt sammen ting der er med til at skabe liv på havnen. En af de væsentligst årsager til, at vi flyttede hertil. Ellers kunne vi ligeså godt have blevet boende i den kystby vi kommer fra, hvor udviklingen efterhånden er gået i stå og alting forbliver som det er.

Jeg bliver meget forundret, når jeg gennem kontakter i Odense Kommune erfarer at de har det indtryk, at vi her i bebyggelsen er negativ indstillet overfor nye tiltag som havnebad og ungdomsboliger. Det kan da ikke være den udbredte holdning her i blokkene? Hvilke forventninger har der væ-ret, da man valgte at flytte ind til en central del af Odense? Ro, fred og fuglefløjt?

Som den selvbestaltede sure gamle mand, jeg har besluttet mig for at være må jeg dog se mig overhalet. Ifølge signalerne på varmerørene er der flere der har besluttet sig for at sælge lejligheden og flytte her fra pga. planlagt byggeri af ungdomsboligerne.

Både ungdomsboliger og havnebad vil naturligvis støje og svine lidt; men det er ikke at sammenligne med det liv det vil tilføre havnen. Der er vel ikke nogen der ønsker at der kun er plads på havnen til en bestemt type mennesker bevogtet bag hegn og videoovervågning. Eller er der?

Mange venlig hilsner
“Den sure gamle mand”
Karsten, 8, 7. th.


Udgivet

i

, ,

af

Tags:

Kommentarer

8 svar til “Udvikling på havnen”

  1. Tove og Bjarne Jacobsen Avatar
    Tove og Bjarne Jacobsen

    Hej Jørn Kildegård
    Vi synes også det er Godt med nybygning på havnen også med det Nordatlantiske hus, men havde også højest regnet med 4 etager efter de planer vi havde set på tegninger fra starten da vi købte lejligheden. Så vi mener jo også det må forringe lejlighedens værdi. men det er jo en smart måde at sælge udsigt på, at sælge det bagerste først. og så bare bygge foran bag efter. Spanske tilstande.
    M V H Tove og Bjarne 2.4.3.

  2. Kresten Mehl Avatar
    Kresten Mehl

    Kære Jørn,

    Jeg er ej heller kyndig udi vejen for lokalplanvedtagelser,men det bør vel prøves begge veje at “gøre indsigelse”.Både som beboer og via E/F Promenadebyen. Jeg mener at vide at der er kontakt til Sjælsø for at høre hvad de mener. Det er jo dem der “ejer” promenadebyen og vil vel forhåbentlig være opsatte på at få det bedst mulige ud af det ejerskab. Beboere der føler de får forringet nytteværdi i forhold til lejlighedens placering bør vel retmæssigt også selv gøre indsigelse.
    Jeg har selv på foranledning af den tilsendte lokalplan og letbane, skrevet på portalen SAMT meldt mig til workshop på Biblioteket den 15 November. For at lære lidt om denne virkelighed, der vil ske i byen og forhåbentlig med strejf af Byens Ø.
    Man kan umiddelbart undre sig hvad OK snart har tænkt sig. I Stiften kunne man jo læse at de Linde laver udstilling/koncert faciliteter i sine formidable lagerbygninger på Havnegade !!!!

    Jeg foreslog selv under en tidligere workshop at man lavede arbejdende atalier,med pligt til at skoler kunne få undervisning i maleri,tegning osv .Nu vi skal leve af kreativitet !! Samt tilsluttede boligfaciliter for “turnerende ” kunstnere.

    For alt i verden skal det da undgås, at det blot som en løsning i nød bliver bebygget med boliger . Så ender vi i tredje række og pisserenden !!! Undskyld formuleringen.

    Med venlig Hilsen

    Kresten

  3. Jörn Kildegaard Avatar
    Jörn Kildegaard

    Käre alle,

    For kort tid siden er vi blevet informeret om forslag til ny lokalplan for byens ö og Nordatlantisk hus.

    Uden at ville påstå, at jeg specielt kyndig på dette område, er det min umiddelbare konklusion, at forslaget giver mulighed for at bygge et Nordatlantisk hus med en max höjde på 24.5 m, svarende til (kote) 26.5 m over havet, jfr kortbilag 2.

    Den gäldende lokalplan giver kun mulighed for at bygge op til en max kote på 23.5 m – og illustrationen side 14 viser et 4 etagers hus, der hvor det Noratlantiske hus tänkes placeret.

    Hvis nogen af jer er nået til en anden konklusion, hörer jeg det meget gerne?

    Svarfristen udlöber den 29. december. Er der nogen af jer, der har erfaring for om en samlet eller individuelle indsigelser har störst virkning?

    Jeg hörer gerne synspunkter om, hvorvidt det opfattes som ok, hvis der bygges i den foreslåede höjde.

    Med venlig hilsen

    Jörn Kildegaard
    8, 5. th

  4. Kresten Mehl Avatar
    Kresten Mehl

    Dejligt at læse alle indlæggene til Karstens udmærkede opråb.
    Det er jo komplet umuligt at forudese hvordan vores Promenadeby vil ende, ligeså lidt som det er med hele Havnebyen.
    Nu får vi snart færdiggjort” kanalbroen” som i endnu højere grad end” inderhavnen” vil være drivmotor for hele Odense Nord`s udvikling. Vi vil så være en vigtig del af dette, da vi er grænsen mod City og har de attraktive beboelses områder. Derfor er bl.a havnebad og “aktivitet” i Promenadebyens forretninger meget vigtige elementer i vor “nærkultur”,hvis man kan sige det sådan. Det der foregår “lige uden for ens dør”.
    At man tager en chance ved at tilflytte et projekt er vel en indforstået afklaring man har gjort sig.
    Birgit og jeg er kisteglade for at bo her. Jeg slipper for at klippe over 200 meter hæk 2x årligt, samt andre af de parcelhus gøremål . Og kan cykle en tur langs kanalen eller tage på fisketur med gutterne så meget man lyster. ELLER tage del i City´s mange kulturtilbud.

    PS Fra 14 Oktober kan der på nettet købes billetter til “Rock med Rynker” koncerten på Posten den 20 November kl 13.00 til 20.00. Det er godt for ganen og øregangen !!!!
    Se mere på http://www.rockmedrynker.dk

  5. Andreas Bøttger Avatar
    Andreas Bøttger

    Hej Karsten,

    Tak for et fint indlæg – dejligt at folk bruger sitet her til det det er beregnet til: debat om vores fælles boliger.

    Jeg og min kæreste er selv lejere i Stævnen, og dermed tilhørende en gruppe der, i al fald indledningsvis, blandt visse ejere i begge bygninger blev opfattet som persona non grata. Vi fik dog alligevel chancen, og det er vi meget glade for – og under bestemt både studerende og familier en plads her på havnen. Og plads er der i høj grad nok af – til os allesammen.

    Når det så er sagt, så melder jeg mig alligevel ind i koret af beboere, der er kede af byggeplanerne på Stenfiskerkajen af to meget simple (og i bund og grund helt og aldeles selviske) årsager: udsigt og, tjah, indsigt.

    For det første betyder byggeriet at vi mister vores udsigt til kanalen. Alt efter byggeriets karakter forsvinder vores havblik helt eller delvist, og dermed også muligheden for at “strække øjnene”. For det andet vil de projekterede to- og treetagers bygninger betyde at folk kan se direkte ind i vores dagligstue, køkken og værelser på alle tider af døgnet. Vi er klar over at det allerede er virkeligheden for mange beboere i både Stævnen og Broen, men det er alligevel en klar forringelse af følelsen af privatliv i lejligheden.

    Da vi skrev under på kontrakten for næsten præcis et år siden, fik vi at vide, at der godt nok var mulighed for byggeri på Stenfiskerkajen, men at det efter al sandsynlighed lå mange år ud i fremtiden, da man først ville “fylde på” med bygninger langs kajen, ved siden af Broen.

    Vi bærer på ingen måde nag til Sjælsø eller Nybolig (eller nogen andre, for den sags skyld), men der skal alligevel ikke lægges skjul på at både udsigt og manglen på andres indblik i lejligheden var væsentlige faktorer i vores valg. Lejligheden er bestemt ikke billig, og mens den lige nu uden tvivl er hver en krone værd, så er det langt fra sikkert at det samme gør sig gældende, når Stenfisker-byggeriet er færdigt.

    Vi kan sige vores lejlighed op med 3 mdrs. varsel, og som sådan vil det nye byggeri ikke have nogen videre konsekvenser for os – men for ejere i Stævnen, der vil opleve samme forringelser som os, så kan jeg godt forstå både skepsis, ærgrelse og modstand. Det har ikke noget at gøre med at ville dræbe udvikling på havnen, lige så lidt som hvis ejerne af et hus i skovbrynet udviste negativitet over at deres træer ville blive erstattet af en parkeringsplads.

    Jeg er dog udmærket klar over, at skeptikerne ikke kun skal findes blandt Stævnen-beboere med udsigt til havnen. Derfor vil jeg afslutningsvis også gerne understrege at jeg i princippet er enig med dig – det ville være superærgeligt, hvis havnen endte som et sted hvor udvikling ikke er velkommen, og vi har nok i os selv. Det er ingen tjent med.

    Til gengæld håber jeg så på forståelse fra dig og andre, for at der er personer for hvem det nye byggeri får meget håndgribelige, følbare og ærgelige konsekvenser.

    Venlig hilsen

    Andreas Bøttger, Stævnen, 1. TV.

  6. Poul Henning Fløjborg Avatar
    Poul Henning Fløjborg

    Kan kun tilslutte mig – der er dejligt at bo hernede på havnen. OG ja, jeg kunne også godt tænke mig et havnebad og meget gerne boliger fremfor kontorbygninger. Og så kan det kun gå for langsomt m.h.t. en cykel- og gangbro over jernbanen.
    Men jeg respekterer også andres synspunkter.
    Jeg kan godt være bekymret, hvis andre end vores bestyrelsesmedlemmer repræsenterer Promenadebyens holdninger overfor f.eks. Odense Kommune. Det er ok, hvis man som privatperson tilkendegiver sin egen holdning, men det må kun være bestyrelsen, der tilkendegiver foreningens holdning.
    Og er man uenig heri, så må man respektere, at vi er en forening og uenigheder ordnes på generalforsamlingen.

  7. Anders Møllegaard Avatar
    Anders Møllegaard

    Hej Karsten ,

    Helt enig med dit indlæg. De tiltag der er i gang vil alle være med til at højne miljøet og oplevelsen af at bo hernede.
    Det vil da være fuldstændig fantastisk at få et havnebad lige uden for døren! Flere boliger mv. uanset formen, vil bare skabe mere liv, flere mennesker, bedre muligheder for café, restaurant osv. = en god cirkel.
    Håber da absolut at os beboere kan være med til at præge kommunen positivt om de nye og gode tiltag.

  8. Birgit Skaaup Hansen Avatar
    Birgit Skaaup Hansen

    Hej Karsten
    Tak for et rigtig godt indlæg. Du har hel ret: Det er rigtig dejligt at bo her- og hold op – hvor er vi glade for at også vi tog beslutningen om at flytte hertil.
    Det støder mig meget hvis det er korrekt at kommunen har fået det indtryk at vi ikke vil nye tiltag, så som havnebad, ungdomsboliger og lign. DET MÅ VI GØRE NOGET VED !!
    Vi flyttede hertil i håbet om at der rigtig ville komme liv i området. Måske er jeg naiv, men jeg tror stadig på at vi har en rigtig god fremtid på havnen med rigtig meget liv og miljø omkring os

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *